Startside Smagsnoter Chief's Corner Billedalbum Protokol Links & Lekture Team SMASD
Historie
Sagerismer
Disciplinarkodeks
Lav din egen forening
Loch Dhu fejden
Fortale

 

Links & Læsestof
 
Fortale

-i store Træk afholdt ved femaarsjubilæet 27. oktober 1995 i
Foreningens Lokaler paa Villavej i Fensmark.

"Længere nordpå kommer jeg aldrig," sagde Badskær.
"Et par timers rejse herfra slutter Northumbria, og grænsen begynder.
Hinsides den ligger Skotland, der som enhver ved, er et land fuldt af
fårepulere og livsfarligt for ærlige englændere."
(Noah Gordon, Helbrederen. S.96)

Det er med Vemod i Stemmen, Klump i Halsen og Taare i Øjenkrogen,
men ogsaa Glæde i Hjertet at dette Øjeblik er indtruffet, hvor denne
eksklusive Forsamling kan se tilbage paa et, trods alt, beskedent
Aaremaal i Foreningens Regi, men fem Aar, der ville være skelsættende
i enhver tænkende Mands Liv.
Som vi staar her, midt i Livet og i vores bedste Alder, maa vi jo nok
erkende, at den daglige Bestræbelse for at opfylde de Krav, den hellige
almindelige danske Kernefamilie og det hellige socialliberale
Forbrugersamfund stiller, ikke er nogen farbar Vej, naar vi tænker i
positive Identitetsbaner.
 
Men her kommer vor Forening jo heldigvis ind i Billedet.
 
Med de før nævnte Svøber hængende som skarpslebne Damoklessværd
over de vigende Haargrænser, bør det være aabenbart, at der maa et
vist Maal af lystbetonet Virksomhed til i enhver Mands Tilværelse.
Jeg er overbevist om, at dette Maal naaes til fulde, naar vi løfter i Flok
og lægger vore samlede Kræfter (Kæferter) i Foreningens Arbejde, og da
jeg synes at spore dette lystbetonede Glimt i Øjet, hver eneste Gang vi
samles om den gode Sag, er det er for mig rigeligt bevis for Foreningens
Eksistensberettigelse i et uoverskueligt Aaremaal fremover.
 
Paa en Dag som denne er der god Grund til at se tilbage og glædes over
mange gode Minder, der forhaabentlig vil blive suppleret til Overmaal,
baade paa denne Dag og ved utallige fuldtallige Sammenkomster i Fremtiden.
 
Jeg føler Trang til at fremdrage et par Nullermænd fra Historiens Inderlomme.
Der er nogle Møder, jeg mener har været altafgørende for de enkelte
Medlemmers Udvikling og Bevidsthed i Whisky-faglig Henseende.
Først og fremmest er der jo de tre unge halvstuderede Seminaristers Møde
med Highland Park Distillery i Sensommeren 1987. Et Møde, der fik
skelsættende Betydning, ikke blot for de tre unge Flødeskjæg, men ogsaa for
tre modne Herrer, der tre Aar senere (hvorfor skulle der gaa saa lang Tid,
spørger man uværgeligt i Dag?) løftede i Flok med de nu (stort set) udlærte
Degne omkring Dannelsen af dagens Jubilar.
Man kan med god Ret hævde, at Mødet med Highland Park var det moralske
Skub i denne Fase. Det stiftende Møde i den nydannede Forening, der fandt
Sted 30. November 1990 i Ravnens daværende Lokaler i Lindeparken, bød da
ogsaa paa det udmærkede Produkt fra føromtalte Destilleri, og Dette har siden
været en Strømpil i Forbindelse med Foreningens Bedømmelser.
 
De første Møder bød paa glimrende, men ikke udpræget individualistiske
Whiskies, og Bedømmelserne foregik da ogsaa uden de mest blodskudte Sværdslag.
Et Vendepunkt kom dog ved det næste Skelsættende Møde, jeg vil omtale,
nemlig Mødet med den Islay'ske Laproaig i de selvsamme Lokaler, hvor vi netop
befinder os, for næsten nøjagtig fire Aar siden, nemlig den 25. Oktober 1991.
Jeg vil ikke hævde, at omtalte Whisky skilte Faarene fra Bukkene, men den var
efter min Mening Katalysatoren i Den Modnings- og Bevidstgørelsesproces, der
maatte komme.
Ingen forlod Villavej uberørt den Efteraarsnat.
Alle havde nu en regulær Mening om Whisky; Whisky var ikke mere bare Whisky,
og alle var absolut paa det Rene med, hvor éns Smag var fast forankret.
Vi blev gradvis bedre til at definere og kortlægge de enkelte Parametre ved vore
Bedømmelser., hvilket ikke gjorde Bedømmelsestiden kortere,
men langt mere interessant og lærerig.
Smagsgrænserne blev endeligt fastlagt ved Mødet 3. Februar 1995 paa Troelstrupvej
hos Niels Jørgen, hvor vi igen udforskede et Islay'sk Produkt, nemlig Bowmore.
Dette fik enkelte Medlemmer til at betvivle den oprindelige Tese, at
"Al Maltwhisky pr. Definition er god".
 
Selvfølgelig kan Smag diskuteres, og det er jeg efter Foreningens hidtidige Møder
ikke i Tvivl om, at vi vil blive ved med.
 
Til Slut vil jeg med et Blik paa Foreningens fremtidige Virke komme med et lille Hjertesuk.
-Et dybfølt Ønske paa denne festlige Dag er, at alle fremtidige Møder maatte
blive fuldtallige. Baade af Hensyn til Arrangementernes Økonomi, men ogsaa med
Henblik paa at undgaa Ensidighed i Bedømmelsene af vore altid velkomne Hædersgæster.
 
Tillykke med Jubilæet og en storslaaet Fremtid ønskes hermed paa det hjerteligste!

Talen afsluttedes med en fælles skaal i Cragganmore.

Tale forfattet og foredraget af seanchai Jesper Gammelgaard

Senest opdateret: 28. oktober 2009